DSI Nettet II

§107 Botilbud i Glostrup og Rødovre

DSI NETTET II er en selvejende non-profit institution indenfor socialpsykiatrien.
Vi driver to huse i henholdsvis Rødovre og Glostrup. Formålet med Nettet II er at støtte den enkelte beboer med psykisk sygdom & psykiske vanskeligheder i at stabilisere, udvikle og mestre sin egen tilværelse med udgangspunkt i sine egne ønsker, ressourcer og udviklingsmuligheder.

Indsatsen i Nettet II bygger på en recovery-orienteret rehabiliteringsindsats ud fra en viden om, at mennesker med psykisk sygdom kan komme sig. Målet med indsatsen er, at den enkelte borger opnår så ligeværdigt, selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.

Vores fire grundlæggende værdier er
nærvær, respekt, ansvarlighed og faglighed

Det er vigtigt for os i Nettet II, at vi i det daglige formår at omsætte vores værdier til reelle handlinger. Vi tilstræber, at sige hvad vi gør og gøre hvad vi siger. Det skaber tryghed, tydelighed, struktur og danner grobund for den indsats og udvikling beboeren skal igennem i et ophold hos os. Vi har gennem mange år udviklet en feedback-orienteret kultur, hvor vi i fællesskab med beboerne løbende identificerer udfordringer og finder løsninger sammen. Metodisk er vi rundet af narrative, systemiske og mentaliserende tilgange og benytter FIT (Feedback Informed Treatment).

Gør noget og få det bedre

ADL (Almindelig Daglig Levevis) er et centralt omdrejningspunkt i hverdagen og botræningen i Nettet II. Hverdagens aktiviteter skal øves og gøres til vaner med henblik på, at vi understøtter beboeren i at blive så selvstændig som mulig. 4 ud af 5 beboere flytter efterfølgende i egen lejlighed med mindre støtte.

Har du lyst til at læse nærmere, så download vores seneste Virksomhedsplan her og klik dig rundt på vores hjemmeside.